Bidløs - ikke nødvendigvis en religion

Når vi kommer rundt til c-springstævner er der tit nogen, der kigger mærkeligt på min hests optømning. Hun går nemlig med en bidløs trense. Jeg har også en enkelt gang hørt kommentaren, om jeg da ikke kunne lægge en ordenlig trense på den hest. Men jeg er ikke en af dem, der mener, at bidløs er den eneste rigtige måde for en hest blive redet på, og Johnnie går faktisk med bidløs trense, fordi hun ikke kan gå med andet.

Vi købte Johnnie billigt fra en professionelt springstald. De havde konkluderet, at det ikke kunne betale sig for opdrætteren at beholde hende længere. De kunne ikke tjene penge på hende, for selvom hun havde god kapacitet, var hun for lille, og hun ville kræve alt for meget arbejde, inden hun kunne sælges til en god pris, da hun er en noget tricky hest.

Da vi fik Johnnie, var hun let redet og endnu ikke sprunget med rytter. Hos os fik hun hurtigt tilnavnet "teleskop-hesten", for når hun blev den mindste smule ophidset under rytter, tog hun hovedet op i nogen luftlag, hvor hestehoveder normalt ikke befinder sig! Hvis man insisterede på, at hun skulle arbejde, kom hovedet ned mellem forbenene, mens hun eksploderede i bukspring. Efter nogen tid bestemte vi os for at prøve med en hackamore og det hjalp rigtigt meget, hun faldt meget til ro, og i nogen tid gik det fint. Så kom vinteren 2009/2010. Vi har ikke ridehus og måtte holde en ufrivillig pause. Da vi skulle igang igen, var hestene selvfølgelig friske, og vi gik stille i gang og fik krudtet dem af. Men Johnnie blev ved med at være meget, meget "frisk", faktisk nærmest uridelig, hvert andet øjeblik eksploderede hun i store bukspringsserier. Vi fik hende tjekket af dyrlægen, da vi var nervøse for, at hun skulle have ondt, men dyrlægen kunne ikke se noget og mente i stedet, at en løsning var at forsøge ADHD medicin, Johnnie var nemlig også meget hyper under besøget hos dyrlægen. Imidlertid havde vi i mellemtiden fået mistanke om, at hun måske var generet også af hackamoren. Vi havde tilfældigvis en bidløs trense liggende - en sidepull, der nærmest er en stram grime - så vi besluttede at prøve den, inden vi forsøgte os med andet.

Det var en god beslutning. Johnnie skulle godt nok nærmest tilrides igen, men der var helt klart forskel. Nu godt et år efter har jeg næsten styr på hende - i hvert fald det meste af tiden - og det går den rigtige vej med springningen og stævnerne.

Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at det er den bidløse trense, der gør, at Johnnie nu er ved at være en rimelig ridehest. Hun havde ikke haft mange chancer, hvis ikke det var for den bidløse trense. Men hvis hun løber og rigtigt tager fat er en bidløs trense altså ikke meget bevendt, og jeg ville til hver en tid vælge et almindeligt trensebid, hvis det var muligt. Den bidløse trense er en mulighed på linje med en pelham eller andet - ikke en religion. Nu her i juli, hvor der er en pause i stævnerne, og det er to år siden, hun sidst har haft bid på, vil jeg prøve et myler bid, som vores søde dyrlæge har lånt mig, på hende. Jeg håber, at det måske giver den sidste skarphed.